Hella Carstens

Livet byder på mange muligheder. Vi kan vælge til og vi kan vælge fra. Men før eller siden må vi beslutte os og gå de skridt, der skal til, for at vi kan flytte og udvikle os.
Det store vendepunkt i mit liv kom efter jeg havde født tre børn på små fire år. Og ja – vores børn kan få det bedste, men også det værste frem i os. Jeg lærte at vokse gennem mine børn og mødte ved en “tilfældighed” Arvin Larsen i Vejle klinikken, hvor han dengang lavede en auralæsning på mig. Dette blev et wake up call af de helt store. Han så tydeligt min dybe sensitivitet og gjorde mig opmærksom på, at jeg er et af de mennesker, som arbejder ud fra en dyb hjertecentreret energi. Han opfordrede mig til at undersøge det nærmere, følge min intuition og derigennem finde min vej her i livet. Siden dengang blev min nysgerrighed vakt og min søgen indenfor det alternative felt tog for alvor fart.
Tahoma, som er håndlæser, fortalte mig – ved at se på håndens linjer, at jeg var blevet lagt i vuggen som barn til at kunne se engle og at jeg er født med et udviklet klarsyn. Desuden så hun de linjer, som hun kaldte Salamons ringe og fortalte, at det var healerens tegn i hånden.
Alt dette var dog ikke en særlig kvalitet i den familie jeg voksede op i. Her handlede det mere om hvor “langt man kunne løbe” og derfor tog det år, før jeg turde gå “all in” med de gaver, jeg har fået med mig i dette liv.
Det samme er blevet sagt af andre clairvoyante gennem tiden og langt om længe kan jeg i dag sige “jeg er clairvoyant”. Jeg bruger mit klarsyn, klarviden og klarfølelse for at hjælpe og støtte andre mennesker på deres vej – ligesom andre har hjulpet mig.

1992 blev så året, hvor jeg for alvor begyndte at arbejde på et dybere alternativt plan med mine  medmennesker, som nu gennem mange år har opsøgt mig for at søge råd og vejledning.
1995 var året hvor jeg officielt kunne kalde mig FDZ zoneterapeut og det blev også samme år jeg åbnede min klinik på fuld tid for at hellige mig mit arbejde som holistisk behandler.
At se helheder og gå ind i en dybere proces med den enkelte har altid været en stærk motivationsfaktor for mig.  Under uddannelsen og senere som færdig terapeut indenfor den alternative branche blev jeg løbende over 6 – 7 år superviseret hos Arvin Larsen og andre terapeuter.

1997 afsluttede jeg min biopateksamen fra Biopat- og Urteskolen i København. Og nu gik det bare stærkt – både med udviklingen af klinikken og med masser af supplerende kurser og uddannelser.

Jeg har gennem årene fået en dyb respekt for det unikke i hvert enkelt menneske. Vi har alle forskellige bevæggrunde til at vælge lige netop det, vi måske troede ville gavne os bedst eller fordi vi bare ikke orkede andet. Valgene i vores liv kan til tider gavne os, give os glæde og overskud, men de kan også gøre os blinde, angste, vrede, syge og frustrerede. Vore valg kan på sigt få indflydelse på hele vores livskvalitet, vores helbred, psykiske velbefindende og tilfredshed med livet.

Vi vælger også selv hvornår og hvordan vi kommer ud af den negative spiral. Om vi tør tage de skridt, der skal til for at ændre vores liv og vore vaner.

I dag ser jeg ofte at de helt basale livsnødvendigheder halter. Vi får ikke nok søvn, vi bevæger os for lidt, vi får ikke nok lys, vi spiser en underlødig kost, vi drikker for lidt vand og indtager for mange sukkerholdige fødevarer. Vi har meget svært ved at sige fra i forhold til vores arbejds- og fritidsliv. Vi er blevet afhængige af mobiltelefoni, iPad, Facebook og internet. Elektromagnetismens påvirkning fra disse apparater bliver tydeligere og tydeligere. Jeg ser flere og flere børn og unge være afhængige, blive forstyrret i deres eget elektromagnetiske felt og reagere med kraftige psykiske udsving som fx angst, stress og depression.

Vi glemmer de vigtige pauser i vores liv – pauser med os selv, i naturen og i nærværet med hinanden.  I pauserne tanker vi op, bliver kreative, mærker os selv, for øje på livet lige omkring os og får overskud til at passe bedre på os selv og vore nærmeste – familien, som for mange er det vigtigste sociale og basale netværk , et sted, hvor den enkelte kan finde tryghed, nærhed og kærlighed, såfremt vi selv husker at være opmærksomme og nærværende. Så husk pauserne. De er livsnødvendige.

Som biopat ser vi på det enkelte menneske og hvilke stressfaktorer, der har indflydelse på et skrantende helbred. Jeg bruger kinesiologien til at synliggøre årsagerne til den enkeltes sygdom og ubalance. Ud fra helhedsbegrebet ser jeg på de fysiske, biokemiske, psykiske og elektriske stressfaktorer. Hvad er medvirkende til at læsset vælter? Hvilken vej eller indfaldsvinkel den enkelte vælger for at vende den negative spiral er meget individuel.

Nogle starter med at gøre noget ved fysikken, fordi de føler at det gir mere energi, overskud og velvære. Andre gør noget ved kosten, som måske har indeholdt for meget junk, sukker og dårlige fedtstoffer eller også starter man med at gøre noget ved de psykiske stressudfordringer via psykolog, coach, clairvoyant eller spirituel vejledning.

Scroll to Top